Kom tæt på kunsten

PRESSEMEDDELELSE

KOM TÆT PÅ KUNSTEN – stort Øresundsregionalt samarbejde afsluttes med oplevelsesinstallation i lufthavnen

Turister og lufthavnspendlere vil fra den 2. december kunne zoome ind på kunsten, når de skal med metroen til og fra lufthavnen.

Metropassagererne bliver en del af en visuel installation, der giver et indblik i den professionelle kunsts backstage-verden. Ved at bevæge sig i et afmærket område kan passagerne zoome ind i optagelser af orkesterprøver med Malmø symfoniorkester, Copehagen Phil og en morgenskole med Den Kongelige Ballet. De kan gå på opdagelse i filmene og komme helt tæt på violinen eller balletdanserens fod. Filmene skal give tilskuerne en fornemmelse af det kæmpe arbejde, der ligger bag den professionelle kunst, og oplevelse af at være backstage ’live’.

Installationen er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Copenhagen Phil, Malmö symfoniorkester, Designskolen KADK, Malmö högskola og Öresundskomiteen under Interreg i det Øresundsregionale projekt ’Musikalsk oplevelsesdesign’, der udvikler nye publikumsoplevelser indenfor den klassiske musik. Tanken bag projektet ’Musikalsk oplevelsesdesign’ er at skabe innovative publikumsoplevelser, der gør flere nysgerrige på den klassiske musik.

På Det Kongelige Teater har samarbejdet under Interregs ’Musikalsk oplevelsesdesign’ i de to foregående sæsoner skabt publikumsinvolverende koncertoplevelser til Musik2Go-koncerterne og børnekoncerterne Peter og ulven. Til Musik2Go skabte publikum blandt andet selv et mangefarvet, musikalsk lysdesign under koncerten, og til børnekoncerten skabte børn og voksne deres egen scenografi af skyggespil, der blev projiceret op bag musikerne under koncerten.

For yderligere information eller aftale om interview/reportage kontakt venligst PR-og presseansvarlig Louise Pedersen på telefon 33696988/mobil 40530035 eller pr. e-mail lope@kglteater.dk

For yderligere information om Interreg og ’Musikalsk oplevelsesdesign’ kontakt venligst Karolina Rosenqvist (Project manager Musikalsk Oplevelsesdesign) + 46 706 555 265 / karolina.rosenqvist@mah.se

Med venlig hilsen
Det Kongelige Teater
Presseafdelingen
Telefon 33696981
E-mail presse@kglteater.dk